Sushi take out

Når man er på restaurant, er det i mange tilfælde umuligt at overhøre, hvad der bliver talt om ved nabobordet. Man behøver ikke være specielt nysgerrig, for man sidder i ange tilfælde så tæt på hinanden, at samtalen ved nabobordene slet ikke kan overhøres.

Sådan var det også forleden for min kone og mig. Vi var gået i byen for at spise, og havde valgt en Sushi-restaurant, fordi vi begge sætter stor pris på den japanske nationalret. Vi havde afgivet vores bestilling, da et midaldrende par indtog bordet ved siden af vores.

De fik menukortene, og vi kunne straks se, at manden så noget mellemfornøjet ud. Og så startede en konversation mellem ham og hans kone, som det var svært ikke at trække på smilebåndet af.

Han var absolut ikke begejstret ved udsigten til at skulle spise rå fisk, mens hun holdt fast på, at i hvert fald én gang i livet måtte han da prøve det.

- Du spiser jo alligevel meget ofte rå fisk, anførte hun, og meddelte gemalen, at når han fik marineret sild til en frokost, var det jo også rå fisk, han fortærede.

- Jamen, til en sildemad får man jo snaps, og så glider den ned med fornøjelse, sagde han, og fortsatte: - Kan man overhovedet forestille sig at drikke snaps til Sushi?

Konen blev ham svar skyldig og tilkaldte tjeneren for at spørge, om det var velset at få en snaps til sin Sushi-ret. Det ville tjeneren ikke indvende noget imod, og så tøede manden op.

Comments are closed.